Mark Twain sagde, “Jeg har haft mange bekymringer, men det er de færreste af dem, der er blevet til noget”.
I vores del af verden er vi meget optaget af, hvordan vores hjerner kan komme til at arbejde hurtigere og mere effektivt. Det kan hjernen kun, hvis du sætter din hjerneaktivitet ned. Det er den eneste måde, hvorpå du kan opnå en “flow tilstand” – en tilstand, hvor du kommer til stede, og oplever det, der er – lige nu, i stedet for at bekymre dig om noget, der ikke er der endnu.
“Jeg oplever sgu’ da det, der er lige nu. Det gør jeg altid!?” vil du måske sige, men hvis du tænker over det, så er dine tanker altid beskæftiget med noget andet end det, der er lige nu. Hjernen har det med at beskæftige sig med i går, i morgen, om lidt, lige før, osv. osv.
Richard Davidson, der er forsker i neuroplasticitet, hjernens evne til at ændre sig, har “set” ind i tibetanske munkes hjerner. Munkene mediterer og har en ekstrem høj grad af empati, de har en fantastisk evne til at mærke, hvordan andre mennesker har det.
Munkene sætter hjernens tempo ned ved hjælp af meditation. De lukker stille og roligt ned for centre i hjernen, der handler om dem selv: Den indre kritiker, alle de vurderende tanker, tanker om hvem de selv er, hvad de kan o.lign.
Det, der er tilbage, er sanserne, der oplever det, der er omkring dem: lyde, lugte, synsindtryk, mavefornemmelsen, intuition, andre mennesker o.lign.
Her i Vesten sætter vi hjernens tempo op for at kunne producere mere, skabe vækst og få børn til at lære at læse tidligere og hurtigere osv., men med bl.a. stress, angst og depression som konsekvenser.
Kan det tilmed være sådan i vores del af verden, at vi mister vores empati? At vi bliver mere og mere følelsesløse?
Oplev Richard Davidson her: