Line Bundgård fra Sorg og Krise, har i flere omgange anbefalet mig til sine klienter, og det har givet mig mulighed for at behandle mennesker i dyb krise. Mennesker der har mistet deres ægtefælle eller nære pårørende, og som står med børn der skal have en dagligdag, et hus der måske skal sælges og samtidig selv have en fornemmelse af at livet skal gå videre.
Som kropsterapeut er jeg ikke psykolog og kan ikke arbejde med disse menneskers følelser, men det jeg kan mærke når de kommer her i klinikken er, at de er i en tankemæssig og fysisk overlevelses-modus, som får dem til at virke kampberedte. Kroppen er blevet en maskine der bare skal fungere og tankevirksomheden kører på meget højt omdrejningsniveau.
Nogen kommer faktisk med en bevidsthed om at de ikke kan mærke deres egen krop, andre mener, at de har fin kontakt til den.
Min oplevelse er, at de ikke mærker deres krop og specielt deres vejrtrækning – også selvom de selv mener det. Vejrtrækningen er nøglen til at komme ned i kroppen igen og mærke den for alvor. De kommer på min briks og vi visualiserer sammen en indåndings-vej ned i kroppen. Herefter går jeg igang med en meget dybgående massage og ledfrigørelse, samtidig med at jeg beder dem holde fokus på vejrtrækning og bestemte områder i kroppen.
Under behandlingen kommer der pludselig indånding helt ned bækkenet og i benene, og kroppen begynder at summe og prikke.
Det er en kæmpe befrielse for dem! Det er som om hele rustningen falder af, og som om de mærker at verden ikke falder sammen, når de giver slip på muskulaturen.
Tak til Line